fbpx

Der kommer hele tiden nye og spændende sko på markedet. Denne gang har jeg haft to af Asics’ nyeste sko på fødderne et par hundrede km, nemlig Novablast og Glideride – begge sko fra deres nyeste serie, som desuden bruger genbrugspolyester fra plastikflasker i overdelen. Få mit indtryk af skoene her i artiklen!

Første indtryk

Først åbnede jeg kassen med Glideride’n – her møder synet en flot og luksus-agtig mesh ovenpå en kæmpe sål! Glideride’n ligner en rigtig “sofasko”, og vægten er i den høje ende med 295 gram. Sålen er overraskende stiv, og med 5mm hældrop kan man godt blive lidt i tvivl om, hvad skoen er tiltænkt til.

Asics Glideride
Asics Glideride

Efter dette åbnede jeg kassen med Novablast’en og ser noget, der næsten ligner en rumfærge mere end en løbesko; igen en kæmpe sål – denne gang udformet mere mere drop end Glideride’n, nemlig 10mm. Til trods for den tykke sål vejer skoen “kun” 261 gram. Det er altså ikke en letvægtssko, men dog en relativt let træningssko, når man tager mængden af sålmateriale i betragtning.

Asics Novablast
Asics Novablast

Ude på løbeturen

Jeg har i skrivende stund løbet et par hundrede km i skoene, og oplevelsen af skoene har endnu ikke ændret sig. Begge sko har en rigtig lækker overdel, som er polstret de rigtige steder, og kombinationen af polstring samt skoenes snørring giver en super god komfort.

Glideride

Sålen har dog kun 5mm hældrop, og trods sin tykkelse er den klart mere kontant og fast end Novablasten. Den er faktisk også helt okay i sving, og mesh’en giver sig ikke synderligt til siderne.

De første par gange, jeg løb i Glideriden, kom jeg faktisk til at løbe for hurtigt, og jeg vil overordnet kalde skoen for en “sjov mængdetræningssko”. Hælen er på ydersiden “skåret af”, og sålen er meget buet, hvilket samlet set giver en meget rullende fornemmelse. Kombineret med en ret høj komfort har jeg oplevet, at mine mellemdage kunne løbes lidt hurtigere i skoene.

Novablast

En helt igennem blød og behagelig sko – også når det gælder sålen, som har 10mm hældrop. Skoene føles meget “bouncy”, og til trods for den meget bløde landing, føles det faktisk fint at løbe relativt hurtigt i dem (for mit vedkommende synes jeg sagtens man kan løbe omkring 3:15-3:20).

Jeg synes dog personligt, de er for bløde til at løbe de hurtige intervaller i (tempi fra 3:10 og hurtigere), men derudover kan skoene bruges til alt fra tempoløb til den lange tur. Jeg har derudover selv været glad for at bruge dem på restitutionsdage på grund af den meget bløde og komfortable landing.

Den endelige dom

Både Glideride og Novablast er et par super fine træningssko! Asics har lavet løbesko i mange år, og det kan tydeligt mærkes, at der er styr på “basics” – formen på skoen, polstring og måden skoene snørres på virker behagelige og veltænkt.

Begge sko kan grundlæggende bruges til det samme; rolige ture, lange ture og tempoture. Den gængse motionsløber vil formentlig også finde skoene super fine til intervaller, hvor jeg personligt synes, at Novablast’en bliver for blød, og Glideride’n bliver for tung. De kan dog sagtens bruges, hvis man fx på en joggetur skal løbe et par hurtige løb (strides) undervejs.

Kurv Item Removed. Undo
  • No products in the cart.