fbpx

Asics lancerede for ikke længe siden den 23. udgave af deres neutrale langdistance løbesko, Gel-Nimus 23. Skoen, der er opkaldt efter det latinske navn for skyformationen, Nimbus, er ifølge Asics blevet synonym for komfortable løbesko til alle typer af løbere gennem mere en 20 år, og komforten skulle i denne model været løftet til et helt nyt niveau. Max har nu testet skoene af på ca. 300 km i alt – læs her i artiklen, hvad han synes om dem, og om man rent faktisk får en fornemmelse af at løbe på skyer!?

Den nye model

Ifølge Asics, løftes komforten altså i denne model til “et helt nyt niveau”, og ganske interessant har Asics denne gang lavet to forskellige udgaver af skoen; en til kvinder og en til mænd. Hvilke forskelle, Asics har tilpasset, kommer vi nærmere ind på senere i artiklen. Vægten på skoen er til den tunge side med 309 gram (herremodel US 9), og det er altså her helt fastlagt, at skoen ikke er lavet med henblik på at sætte PR, men nærmere at få en masse gode løbe-km i bentøjet.

Bæredygtige sko?

En anden god nyhed er dog, at Asics nu er begyndt at arbejde med bæredygtige materialer, som kan ses i deres forskellige kollektioner – overdelen på mange af deres nye sko er eksempelvis lavet af genbrugsplast, om bl.a. samles ind fra verdenshavene

Overdelen

Ifølge Asics er overdelen på den nye model mere blødt. Her har de ramt plet! Overdelen, som er lavet med genbrugsmaterialer, er rigtig dejlig blød, og fødderne føler sig i den grad velkomne i skoene 🙂 Det skal siges hertil, at min oplevelse af Asics helt generelt er, at deres overdele er meget komfortable, så komfortmæssigt går man formentlig ikke galt i byen ved at vælge en Asics-sko.

Det, som tit er udfordringen med bløde overdele, er stabilitet. Dette synes jeg, Asics har løst rigtig godt i denne model. Overdelen er fast, og helt grundlæggende har skoen rigtig godt greb om foden. Der er altså intet til hinder for at bruge denne sko på ujævnt terræn!

Sålen

Sålen på Nimbus-skoen går ind under kategorien “neutral”, hvilket altså betyder, at der ikke er lavet målrettede tiltag til at modvirke pronation. Er du i tvivl om, hvad pronation er for noget, kan du læse mere i artiklen “Hvordan undgår du løbeskader?“, hvor jeg desuden også uddyber, hvorfor du ikke bør bekymre dig så meget om, hvor meget du pronerer 😉

Sålens er bygget op, således at den får følgende såltykkelser:

  • 25 mm i hæl
  • 15 mm i forfod
  • 10 mm drop

25 mm “stack height”, altså såltykkelse, ligger ganske gennemsnitligt. Det bevirker, at skoen giver en ganske behagelig støddæmpning, men dog ikke mere, end at jeg personligt stadig føler mig sikker på ujævnt underlag.

10 mm drop ligger ligeledes ganske gennemsnitligt for rigtig mange løbesko. Det er ikke denne sko, du skal vælge, hvis du gerne vil lære at løbe midtfodsløb, og skoen indbyder helt klart til hællanding.

Sålens ydre ser først og fremmest ud til at være en rigtig mængdesko værdig – du kan helt sikkert løbe mange km i denne sko, før den er slidt ned. Hvad angår greb, så er grebet helt klart designet til landevej og ikke trail. Tørre skovstier og lignende er selvfølgelig fint, men møder du mudder, så er der ikke meget greb at tage fat med.

Den endelige dom

Ifølge flere løbebutikker er Nimbus en af Danmarks mest solgte løbesko, hvilket i princippet giver god mening. Skoen har masser af komfort, og sålen kan holde til masser af løbeture, før den viser tegn på slid. Vægten er i den tunge ende, men dog ganske gennemsnitlig for de fleste mængdetræningssko i denne kategori.

Jeg ville personligt aldrig vælge denne sko til hurtigt løb, da den ganske enkelt er for tung, men til rolige ture – både lange og korte, fungerer den rigtig fint, og den høje komfort giver en god løbeoplevelse hele vejen.

Kurv
  • No products in the cart.