Runivation
Tilbageblik på 2015

Tilbageblik på 2015

Et nyt år er i dag begyndt, og det er på sin plads at se tilbage på året der gik – hvornår gik det godt, hvornår gik det knap så godt? Og hvorfor, i begge tilfælde?

Mit 2015 har været et både spændende og travlt år, fyldt med nye udfordringer. I forhold til min egen løbeform, har jeg sat personlig rekord på alle distancer, jeg har løbet, hvilket springer fra 1500m til halvmaraton, omend min PR på halvmaraton var til et motionsløb, og den dag, hvor jeg havde planlagt at løbe rigtig stærkt (DM halvmaraton i København), måtte jeg løbe “de sidste” 15km med sidestik – jeg håber derfor på en stor PR næste år på denne distance.

  • 1500m (DM, Aarhus): 4.12
  • 5.000m (bane DM, Aarhus): 15:47
  • 10.000m (bane DM, Aarhus): 33:05
  • 10 km landevej (DM, Middelfart): 32:40
  • Halvmaraton (Aarhus City Halvmaraton): 1.13:33

Jeg har stadig en mental udfordring at arbejde med, når det gælder 10.000m-distancen, som man i princippet burde kunne løbe hurtigere end på landevej. Jeg døjede dog desværre også på 10.000m’eren med sidestik, hvilket jeg håber at få styr på i det nye år. Litteraturen kan desværre ikke komme med et entydigt svar på, hvad sidestik skyldes, så jeg må forsøge mig frem – min teori i øjeblikket er, at det kan hænge sammen med en for stram hoftebøjer, som jeg skal forsøge at få løsnet op. Dette ville også give mig en øget skridtlængde, hvilket jeg særligt burde kunne lukrere på, på de kortere distancer.

Løbemængden har desværre i 2015 været meget afhængig af graden af tidspres. Det første halve år havde jeg fin tid, og fik her løbet et sted imellem 95 og 113km om ugen, mens jeg i august og september var helt nede på 63 km pr uge i snit. Samlet ender jeg på 4.633 km, hvilket giver 89 km om ugen i gennemsnit. Jeg har det seneste halve år både haft mere travlt i Runivation samt haft mange timer i Kolding som underviser på Fitnessinstruktøruddannelsen. Et super spændende job, som jeg også fortsætter med i det nye år, dog på et begrænset antal timer.

2015 var desuden året, hvor jeg endelig fik købt iltoptagelsesudstyr. Jeg skulle gerne være klar til at køre tests med udstyret allerede fra starten af februar 2016. Udstyret er mobilt, hvilket betyder, at jeg kan teste løbere i deres vante terræn (fx et atletikstadion). Det er en kæmpe fordel, når man skal se på ting som eksempelvis løbeøkonomi omkring ens konkurrencefart. Jeg har derudover fået etableret et testrum på hjemmeadressen, så jeg nu kan tilbyde forskellige tests på løbebånd – herunder bl.a. laktattest vha. optisk måling, som kan bruges til at måle præstationsniveau og finde træningstempi. Testrummet mangler stadig flere kosmetiske ting, som jeg er i fuld gang med. Vil du gerne holdes opdateret på rummets fremskridt, så kan du følge med på både instagram og facebook. Vil du gerne have en mail, når jeg er klar til at lave iltoptagelsestests, kan du sende mig en mail – så vil jeg skrive til dig, når det hele står klar.

Fra februar ser listen af tilbud derfor således ud:

  • Personlig træning og skræddersyet træningsprogram (både styrketræning og løb)
  • Foredrag om kost, sundhed, træning eller motivation
  • Workshops om eksempelvis løbeteknik
  • Kropsmåling (fedtprocent, muskelmasse, BMI mm.)
  • Kropsholdningsanalyse (identifikation af eventuelle skævheder i kroppen etc.)
  • Muskelaktivitetsmåling (bruges både til at vurdere præstationsniveau og identificere ubalance i muskelstyrkeforhold)
  • Laktattest
  • Måling af maksimal iltoptagelse
  • Måling af løbeøkonomi
  • Måling af substratforbrug (identifikation af eksempelvis den optimale hastighed for fedtforbrænding)

I starten af 2015 etablerede jeg et samarbejde med New Balance Danmark, hvilket jeg har været rigtig glad for – specielt deres sko, er jeg stor fan af, og det gælder alt fra ultralette pigsko til bløde og behagelige mængdetræningssko. Jeg ser frem til endnu et godt års samarbejde!

Mange er blevet interesseret i at få personlig træning, men jeg har stadig plads til flere. Der vil i løbet af det nye år komme priser på hjemmesiden, men har du lyst til at få kompetent personlig træning, så skriv gerne til mig, så vi kan skræddersy en løsning til netop dit behov – alle niveauer er velkomne – begynder eller eliteudøver. Du kan skrive til mig via facebook eller på kontakt@runivation.dk. Det kan spænde fra alt mellem faglig sparring over telefonen til personlig træning, hvor jeg er med ude og træne dig. Har du en virksomhed, og har du lyst til at give dine medarbejdere et sundt skub bagi, laver jeg også virksomhedsløsninger.

Jeg ønsker jer alle et fantastisk nytår med både tid, lyst og overskud til det hele!

//Max Boderskov, Runivation

Author: Max Boderskov