Runivation
2019 – nytårsforsæt og tilbageblik

2019 – nytårsforsæt og tilbageblik

Nytårsforsættet

Nytår. Et nyt år, som bringer nye valg, nye muligheder og måske også nye mål. Har du styr på dit nytårsforsæt, og skal man overhovedet have et?

Et nytårsforsæt er en målsætning med en konkret tidshorisont – nemlig det nye år. Det kunne eksempelvis være, at man i det nye år vil tabe 5 kg. Det kunne også være, man vil arbejde færre timer eller bruge sin smartphone mindre.

Når du opstiller en målsætning, er det vigtigt, at den betyder noget for dig; du skal føle dig både udfordret og engageret af målsætningen. Opstiller du en målsætning, som kræver nogle prioriteringer, som du ikke er klar til at tage, vil processen gå i vasken. Det er derfor en god idé at bruge lidt tid på at reflektere over, hvordan du egentlig gerne vil have, dit liv skal se ud i det nye år – med valg følger altid fravalg, og det skal du være afklaret med.

For at give et eksempel, kan jeg lægge ud med mig selv: Jeg har i efterhånden flere år trænet på relativt højt niveau – dog ikke på højeste niveau. Det kunne være enormt fedt at løbe endnu hurtigere, men jeg har også andre elementer i mit liv, som er vigtige for mig. Jeg har en familie med både 2 børn og en kone, hvor jeg naturligvis gerne vil være tilstede. Dagene i 2018 har også stået på ombygning, og så er jeg naturligvis også selvstændig med Runivation. Derudover har jeg faktisk også musik og guitarbyg som hobby. Alt kræver tid, og desto mere tid, man investerer, desto bedre bliver afkastet typisk også. Sådan er det med alt fra familie til arbejde og løb.

Jeg er afklaret med, at min løbepræstation bliver så god, som den kan, med den tid, som jeg vælger at sætte af til det.

Et godt nytårsforsæt handler derfor ikke blot om at melde et eller andet ud til vennerne – det handler om at reflektere over, hvordan ens liv skal se ud i det nye år – med både valg og fravalg.

Tilbageblik på 2018

2018 har for Runivation været et både travlt og spændende år. Året har både stået på et øget antal løbehold, tilknytning til Sønderjyske Damehåndbold og fortsat arbejde med ungdomseliten i Randers Talent og Elite. Ved siden af dette også personlig træning og iltoptagelsestests.

Som løber har jeg formået at lave et par personlige rekorder:

  • 4:04 på 1500m
  • 32:24 på 10km landevej
  • 2:44 på marathon

Det er altid fedt at lave PR, og jeg meget tilfreds med ovenstående, når jeg tager i betragtning, at jeg på grund af tidspres faktisk har trænet mindre i 2018 end jeg har gjort de forrige 4 år.

Jeg håber at kunne rykke tiderne igen i 2019, omend jeg ikke er afklaret med, om jeg skal prøve kræfter med marathon igen i år, eller om den kommer lidt i venteposition – jeg synes, det er en meget lang tur 🙂

Hvad med dig – har du gjort dig tanker om et motiverende nytårsforsæt?

Author: Max Boderskov